Løbeskoene stillet på hylden...

Madpakkerne var smurt og drikkevarerne kølige, da Fjordløberne til en afveksling havde skiftet løbeskoene - i hvert fald for en enkelt dag - ud med hårdtpumpede cykler og cykelshorts.

Baggrunden var, at Fjordløbernes aktivitetsudvalg lørdag den 1. oktober 2016 havde inviteret alle medlemmer og deres familier med på en hyggelig og social cykeltur fra Frederikssund til Kulhuse Havn. Med ca. 43 km forude var der med andre ord udsigt til godt og vel en maraton denne lørdag ved Roskilde fjord, da de 19 deltagere stævnede ud fra først Frederikssund-hallen og sidenhen Færgelunden omkring kl. 10 og via Nordskoven begav sig mod Kulhuse.

Vejrguderne viste sig - til at begynde med - fra sin meget pæne side og efter lidt stop undervejs (bl.a. som følge af en enkelt punktering, som blev klaret af særdeles cykelkyndige deltagere på langt under 5 minutter) nåede vi Kulhuse Havn i højt humør lige omkring frokosttid.

På "toppen af Hornsherred" med udsigt til både Issefjorden, Roskilde fjord og Sølager var rammerne for en perfekt fjordløberfrokost ved de nybyggede borde og bænke i den grad til stede. Dog havde ingen husket badetøj... Efter frokosten blev der indtaget lidt mere væske i form af varm kaffe og kakao hos Kulhuse Pizza & Grill, inden turen hjemover blev påbegyndt først på eftermiddagen. En enkelt (lille...) regnbyge, inden vi nåede Frederikssund, kunne det også blive til, men det kunne på ingen måde ødelægge det gode humør og den gode stemning blandt deltagerne. 

Vel hjemkommet kunne man lige nå et bad (og måske en lille velfortjent middagslur ovenpå cykelturen...), inden det om aftenen var tid til mere hygge og socialt fjordløbersamvær på Bollinis Restaurant i Frederikssund som en god afslutning på en god dag med Fjordløberne. 

Stor tak til aktivitetsudvalget for en hyggelig og fint tilrettelagt dag og aften laugh samt naturligvis en særlig tak til alle der deltog. 

Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk