Amsterdam marathon 2013

Det er efterhånden blevet en tradition, at en gruppe Fjordløbere ca. en gang om året drager af sted i samlet flok til en europæisk storby for at kombinere glæden ved løb med en lille storbyferie. 2013 var ingen undtagelse og da Hollands største by i oktober lagde asfalt til den 38. udgave af Amsterdam maraton havde mere end 50 Fjordløbere og medrejsende heppere taget turen til byen med de mange kanaler og spændende distrikter for at nyde stemningen som enten løber eller tilskuer.

Fjordløberne havde indkvarteret sig på et hotel i Amsterdams sydøstlige udkant, men på grund af den meget store tilslutning til turen havde en lille gruppe på fire været nødt til at indlogere sig på et andet hotel i nærheden. Trods det store antal deltagere fra Fjordløberne blev vi dog alligevel ”slået” af en italiensk løbeklub, der dermed sørgede for, at afviklingen af Hollands største løbebegivenhed kunne ses på hotellets gæster.

Sammenlignet med tidligere års ture til udlandet var der på denne 2013-tur tale om et rekordstort antal deltagere fra Fjordløberne. Mere end 40 Fjordløbere var således klar til søndag den 20. oktober 2013 at tilbagelægge en af de tre distancer på enten 8 km, halv- eller helmaraton, mens de vigtige heppere stod klar langs med ruten eller befandt sig på det olympiske stadion fra OL i 1928, hvor målstregen for alle tre distancer befandt sig.

Langt de fleste Fjordløbere indfandt sig i Amsterdam i løbet af fredagen (enkelte ankom allerede torsdag og enkelte ventede til lørdag), så der var god tid til at hente startnumre og akklimatisere sig, inden den om søndagen stod på løb, løb og atter løb… I alt tilbagelagde Fjordløberne over 1.000 km – ganske flot løbet J

Uden at vi skal fortabe os i resultaterne (de fremgår andetsteds), skal vi da lige nævne, at Paw Sejersten Jeppesen sejrede i den interne ’Fjordløberkonkurrence’ på maraton ved at tilbagelægge de 42,195 km i den fine tid 3:34:15. Paws gennemsnitshastighed på 11,8 km/t blev dog overgået af Fjordløbernes flyvende hollænder, Hessel de Boer, der tilbagelagde halvmaratondistancen med en gennemsnitshastighed på 12,0 km/t og en samlet tid på 1:45:55. På 8 km løb Lisbeth Vinter rundt som hurtigste Fjordløber i den fine tid 43:17. Alle Fjordløbere gennemførte deres distancer i fin stil, men efter løbet var der (desværre) enkelte der måtte erkende, at kroppen bliver presset lidt udover det sædvanlige, når man løber i mange timer.

Søndag aften efter løbet skulle dagens strabadser evalueres om bord på en af Amsterdams mange turbåde. Rederij Lovers (fantastisk navn til et rederi) fragtede os i aftenmørket rundt i kanalerne i Amsterdam, alt imens vi blev serviceret med en 4-retters menu og fik genoprettet væskebalancen…

I dagene efter løbet var der god tid til at opleve andre dele af byen, inden de sidste Fjordløbere i løbet af onsdagen vendte næsen hjem mod Frederikssund og omegn efter nogle forhåbentlig gode og oplevelsesrige dage.

Se resultater

Torben Hansen

Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk