Hans-Eriks lørdagsguf:
Pinjekerne-konfekt med abrikoser 

På utallige opfordringer har Hans Erik udleveret opskriften på det lækre næsten-sunde-slik alle vi lørdagsløbere har nydt godt af mange lørdage efter endt træning:

200 g Rørsukker
200 g Pinjekerner
1 tsk Stødt kanel
50 g Smør
250 g Tørrede abrikoser, skåret i grove skiver
50 g Appelsinskal i tern

Smeltet mørk chokolade til overtræk
Form beklædt med bagepapir

Sådan gør du:

Varm rørsukkeret på en pande ved middel varme. Når sukkeret er flydende og får en mørk gylden farve, tilsættes pinjekerner og kanel. Bland det sammen og tilsæt smør.

Massen skal nu blive sej – ellers tag panden fra varmen til du kan se det sker.

Tilsæt abrikoser og appelsintern og bland det godt sammen.

Kom massen i en form med bagepapir og stil den til afkøling.

Massen skal være helt kold – gerne fra køleskabet, inden du skærer den i mindre stykker og dypper dem i smeltet mørk chokolade.

Hans Erik udskærer i lidt store stykker og halverer dem, når chokoladen er størknet – det giver et dejligt kig til lækkerierne.

Ovenstående er Hans Erik version. Originalopskriften fra Mette Blomsterberg indeholder:

100 g Rørsukker
100 g Pinjekerner
½ tsk Stødt kanel
25 g Smør
125 g Tørrede abrikoser, skåret i grove skiver

Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk